I anledning af 100-året for Sydtyrols indlemmelse i Italien

Tid: Torsdag d. 10. oktober kl. 18.30

Sted: Søndre Campus, 27.0.09, Njalsgade 136, 2300 København S

 

Sydtyrol hørte indtil 1919 til Østrig, hvorefter det blev afstået til Italien, selvom der var, og stadig er, et stort tysktalende befolkningsflertal. I anledning af 100-året sætter vi fokus på de historiske begivenheder, der har formet provinsen og på forholdet mellem de to befolkningsgrupper, de tysk- og italiensktalende.

 

Program:

  • 18.30-18.40 Velkomst
  • 18.40-19.30 Thomas Harder: Hvor italienere taler tysk
  • 19.30-19.40 Pause
  • 19.40-20.30 Merete Hellmers: At bo sammen er en kunstart 
  • 20.30-21.00 Fælles spørgerunde og dialog mellem oplægsholderne

Efter oplæggene byder Italiensk Kandidatforening på et glas vin og lidt snacks.

 

Thomas Harder er cand.mag. i italiensk og historie, oversætter, forfatter, konferencetolk og foredragsholder. I dette foredrag fortæller han om, hvordan det østrigske Sydtyrol brutalt blev tvangsitalianiseret efter Første Verdenskrig, og om de voldsomme konflikter mellem sydtyrolske frihedskæmpere/terrorister og italienske myndigheder, som i 1950’erne og 60’erne kostede en snes mennesker livet. En aftale indgået i København i 1969 banede vejen for en fredelig løsning, og en serie senere aftaler har siden gjort provinsen til en af de rigeste og bedst fungerende i Italien og til et mønstereksempel på, hvordan etniske konflikter kan løses fredeligt.

 

Merete Hellmers er cand.mag. i italiensk og har skrevet speciale om forholdet mellem de tysktalende og de italiensktalende i Sydtyrol. Hendes fokus er hvordan de italiensktalende, der udgør en befolkningsandel på godt 25% i Alto Adige, befinder sig i den tyskdominerede provins ud fra en litterær bearbejdning. Begrebet il disagio degli italiani, hvilket kan gengives med “italienernes følelse af at leve som fremmede i deres eget land” vil blive inddraget. Afslutningsvis giver Merete sit og andres bud på mulighederne for et stare insieme, et samliv for de to befolkningsgrupper i stedet for to parallelle liv.

 

Husk at tilmelding er nødvendig på tilmelding@italienskkandidatforening.dk
Deltagelse i arrangementet koster 20 kr. for medlemmer og 50 kr. for gæster.
Indbetal til Danske Bank-konto: Reg: 9570 Kontonr: 1285 4056, til MobilePay: 97692 eller kontant i døren.

 

A presto,
Italiensk Kandidatforening

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *